Snacket blandt Folck vaer til Bestandighed
Om Fuldmaanens Vee & Grue
Naar det klagede op mod hendes Skiaer
Fra Vintrens kolde Eensomhed
Da frycktede de at Vargen vaer nær
Vakt vaer dends gamle Mayestet
Der vaer Døgn da nogen meenede at hafve seet
I hendes Lius, som han splidder med dend
Skygge som han spreer,
Skyggen aff een ukiend Mackt
Der dend hylede mod sin Gud i infernaldsk Prackt
Dende Diefvels Herold, han herjede
Fra Kandt til Kandt, & mange aff Mandeæt forsvandt
Paa dend hun lyser, han binder; oc Helveds Ulv,
Han dræber, medens Afgrunden brager
Forbandelsen er her visseligen
Aff Diefvlen han bleff skiænked een Gave
Der ved Troldom favned han til Ulv
Ey vaer han længer een Guds Slave
Der ved Midnat vandred ofver hule Grave | Tra gli uomini le parole si persero
Del dolore della Luna Piena.
Quando un canto funebre salì verso il suo occhio all’orizzonte
Dal freddo inverno solitario
Essi temerono che il lupo fosse vicino
Risvegliata la sua maestosità antica
Notti sono passate
Quando gli uomini rivendicano la veduta
Nella sua luce che egli divide
Con la sua ombra che depone
L’ombra di una forza sconosciuta
Ululando al suo Dio
In un’ imponenza infernale
Questo Diavolo Herold, lui cacciò la terra
E molti uomini scomparvero
Dove lei splende, lui attacca;
Il lupo dell’inferno
Uccide sopra il rimbombante abisso
La Maledizione è sicura
La bestia sottostante conferì a lui un dono
E dalla sua magia il lupo fu legato
Non fu più uno schiavo di Dio
A mezzanotte cammina con passo pesante
Sulla tomba vuota. |